Fra ubestemt til bestemt ental
Det er vigtigt, du lige tænker over, om ordet er fælleskøn eller intetkøn. Det vil sige, skal der “en” eller “et” foran. Det er super vigtigt, når du bøjer ordet i bestemt ental.
Hvis ordet er fælleskøn – fx “en bil” – så flytter du bogstaver “en” om på den anden side af ordet, når du laver den bestemte form: “bil-en”.
Det samme hvis ordet er intetkøn – fx “et dyr”, så flytter du bogstaverne “et” om på den anden side af ordet, når du laver den bestemte form: “dyr-et”.
Men:-) Der er altid nogle ord, der driller lidt, sådan er sprog ofte (og it;-)
- Nogle ord slutter på “e” – fx kage, dyne, vane, slæde, hane. Hvis du bøjer dem som ovenfor beskrevet, vil du få to “e’er” ved siden af hinanden – og DET MÅ MAN KUN I GANSKE FÅ TILFÆLDE (som fx te – teen, sne – sneen, ble – bleen) – og ellers ikke. Så som hovedregel skal du fjerne det ene “e” i disse ord (kagen, dynen, vanen, slæden, hanen).
- Nogle ord får dobbeltkonsonant, når de bøjes. Det kan være svært at finde ud af, hvilke ord det er. Men det er for det meste ord, hvor vokalen i roden/stammen er en kort vokal. Hvis du synes, det er svært at afgøre om vokalen er kort, så skal du vide, du IKKE er den eneste! Det er svært!!
- Der er helt sikkert også andre ord, der driller. Men tag dem som de kommer. Hvis ordene er vigtige for dig og du skal bruge dem tid, så kan det være en god idé at lære dem udenad.